I den danske Folkeskolelovs kapitel 1 om folkeskolens formål, understreges der, at skolesystemet skal samarbejde med elevernes forældre. Hjem og skole har en fælles opgave, hvad angår børnenes læring og udvikling. Det lyder således:
"Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, og giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling (Folkeskoleloven, kapitel 1, § 1, stk. 1)
I § 2, stk. 3 om det kommunale ansvar og den enkelte skoles ansvar for undervisningens kvalitet, står der desuden, at "Elever og forældre samarbejder med skolen om at leve op til folkeskolens formål".
Principperne for samarbejdet mellem skole og hjem fastsættes af den enkelte skoles bestyrelse jf. Folkeskolelovens § 44, stk. 2. Her understreges det desuden, at "eleverne og forældrene (...) regelmæssigt skal underrettes om skolens syn på elevernes udbytte af skolegangen."
I Folkeskoleloven er forældrene tildelt en stærk og aktiv rolle i skolen, hvor samarbejde mellem hjem og skole betragtes som en forudsætning for at varetage grundlæggende rettigheder for både forældre og børn.