• Forside
  • Amager
  • Bispebjerg
  • Nørrebro
  • Bestyrelse
  • Bidragsydere
  • Nyheder
  • >Store gadefejerdag på Rådmandsgade Skole

Seneste nyt

Følg os på Facebook

Bliv medlem af Brug Folkeskolens gruppe på Facebook

Store gadefejerdag på Rådmandsgade Skole

velkommen

Onsdag den 1. juni holder Rådmandsgade Skole Store gadefejerdag for 3. gang. Ophavskvinden til idéen er Signe, en af skolens aktive forældre.


Skolegården summer af liv og alle skolens elever er ved at samles til den årlige gadefejerdag. Jeg støder på Malek, der går i 4. klasse og spørger hende, hvad hun synes om dagen.

"Jeg er begyndt, at lægge mærke til alt det skrald, der ligger på vejen, når jeg går til skole, efter jeg har været med til at samle det sammen. Det er ulækkert, synes jeg".

Malek og hendes veninde er sikre på, at de også selv bliver bedre til at huske at rydde op efter sig, og så er det dejligt at lave noget andet end at sidde indenfor på sådan en solskinsdag. Vi bliver afbrudt, da skolens leder Lise Egholm sætter sin røde megafon for munden og byder velkommen. Og før børnene spredes på gader og stræder skal der også lige synges en skraldesang.


sangkaren
Rådmandsgades skraldesang og skraldegeneral og lærer Karen, der koordinerer dagen sammen med Signe.

Hvorfor en gadefejerdag?

Signe Heinesen er forælder til to børn på Rådmandsgade Skole, som er initiativtager til Store gadefejerdag, og har for tredje år i træk arrangeret dagen sammen med lærer Karen Larsen fra skolen. På selve dagen deltager flere forældre også sammen med børnene.

Om sin motivation for at igangsætte skraldedagen på Rådmandsgade fortæller Signe:

"Vi er glade for at bo her, men vil gerne gøre kvarteret til et endnu bedre sted at være. Det her initiativ er egentlig udsprunget af den gruppe, der hedder "Vi vil bo her sammen alle sammen", der opstod, da der var mange skyderier i kvarteret for nogle år siden, og hvor vi havde fokus på, at vi gerne ville gøre det til et kvarter, hvor man kunne få flere familier til at bosætte sig og fastholde de familier, der allerede var her. Der opstod idéen om en dag, hvor man var sammen om at samle skrald ind i bydelen. Den snuppede jeg og tog med mig over på mine børns skole."

Hvad lærer børnene af at være med til det her?

" De er med til at gøre kvarteret til et rent sted at være - det giver ansvarsfølelse over for omgivelserne, så de også selv bliver dygtige til at rydde op efter sig og putte ting i skraldespanden. De lærer lidt om forskellige materialer - hvad er nedbrydeligt, og hvad er ikke, og jeg håber, det også giver en omsorg for miljøet. Og så er det jo en hyggelig dag, der giver fællesskab på skolen, fordi vi alle sammen er fælles om det."

signe
Signe i baggrunden sammen med kommunens skraldemænd, der bakker op om arangementet.

Dagen afsluttes med, at der kommer en skraldevogn fra Københavns Kommune, der vejer skraldet op, så børnene kan se, hvor mange kilo, de har samlet ind. Sidste år var det 600 kg, og børnene er ivrige efter at slå den rekord.

joana
Joana og hendes datter

Joana, en anden mor på skolen, er også mødt op på dagen. Hun har hjulpet med at sortere skraldeposer og handsker fra morgenstunden og går også med sin datters klasse ud for at samle skrald. Hun siger:

"Jeg vil gerne være med, fordi jeg synes, det er vigtigt, at vi voksne også er rollemodeller for børnene. De skal se, at vi gør det og så gør de det også. Og så håber jeg også, at vi er med til at gøre kvarteret til et renere sted, så man sparer det store arbejde med at rydde op".

hænderhovHandskerne på og "Hov, der var noget!"

På vej væk fra skolen møder jeg ivrige flokke af børn, der allerede er godt i gang med at samle skrald op. En enkelt elev skal lige sikre sig en ting hos sin lærer: " Vi skal ikke samle hundelorte op, vel!" Svaret var heldigvis negativt.

Skrot Projekt i 1. klasse i næste uge

Brug Folkeskolen og Rådmandsgade Skole følger op på skraldedagen i næste uge, hvor 1. klasserne sammen skal arbejde med skralde- kunst i 4 dage. Til at hjælpe os i gang med det, får klasserne besøg af skrot-kunstneren Annika, som normalt huserer i Osram Huset, børne- og unge kulturhuset på Bragesgade, hvor hun senest har afholdt kurset "Skrot-op", hvor der bl.a. er blevet arbejdet med skrotrobotter.

Læs mere om vores skraldeworksshop her på hjemmesiden i næste uge.