


Brug Folkeskolens tidligere medarbejder Helle Krogh fortæller om sin søns skolestart i Atlanta, USA
Læs mere
"SKROT OP" på Rådmandgade Skole

I fire dage er der blevet arbejdet med skrot i forskellige kunstværksteder på Rådmandsgade Skole. Skrottet blev til fine kunstværker, som blev udstillet og solgt torsdag den 9. juni for forældre i skolens gymnastiksal. Projektet har været et samarbejde mellem skolens 1. klasses team, Brug Folkeskolen på Nørrebro og skrotkunstner Annika Øyrabø, der normalt huserer i Osram Huset på Bragesgade.
Da jeg ankommer på Rådmandsgade Skole tirsdag morgen, er klasselærer Karen allerede godt i gang med at instruere hendes gruppe i, hvad de skal lave i løbet af dagen i maleværkstedet. Jeg bliver sendt afsted til robotværkstedet, hvor Annika er. Hun viser børnene nogle af sine egne skrotrobotter, og børnene taler lidt om "personlighed", og hvordan man får det frem i sine robotter. "Robotterne skal ikke være pæne", siger Annika."Det sjove er, at de må være skøre og skæve!". Det tager børnene til sig, og da Annika har hældt bunker af skrot og skrald ud på gulvet, går børnene i gang med at udvælge sig objekter og fantasien arbejder.

1. klasserne er delt i grupper, så de er sammen med andre elever, end deres egne klassekammerater. Det er en del af projektets formål at blande årgangen, da man ved, at det er godt for den sociale trivsel, at børnene lærer hinanden at kende på tværs af klasserne. Formålet er også, at give børnene en uge med kreative aktiviteter, hvor de kan få lov til at fordybe sig. Børnene kommer i løbet af ugen igennem 4 værksteder, et maleværksted, et robotværksted, et skulpturværksted og et smykke- og æskeværksted. Ugen inden skrotworkshoppen havde skolen "gadefejerdag", hvor der blev indsamlet skrald på Nørrebros gader, og nu bliver en del af det genbrugt, og der kommer både sjove og flotte ting ud af det.
Forældrene kan deltage, hvis de har lyst, og hver dag dukker et par stykker op. Til selve ferniseringen har fire mødre lovet at lave mad, og de arbejder i køkkenet det meste af torsdagen.
Og så oprinder ferniseringen. Annika, Karen og jeg har haft travlt med at hænge billeder op i den store gymnastiksals ribbe. Skulpturer og robotter er blevet placeret på diverse bukke, og det hele ser rigtigt flot ud. Lidt i fem begynder børn og forældre at strømme ind. Kunstværkerne bliver vist frem, mange bliver solgt og pengene går til klassekasserne.

Kl. lidt over seks serverer de 4 mødre deres dejlige mad. Pakistansk kylling og ris, marokkansk kikærtesalat, brød og grøn salat. Det smager fremragende.

Skrot kursus
Hvis du tror, at dit barn kunne tænke sig at lave sjove ting ud af skrot, så fortsætter Annika Øyrabø sit "Skrot op"- kursus i Osram Huset efter sommerferien på onsdage fra kl. 15.-17.00 for de mindste elever, og fra kl. 17.00-19.00 for de lidt ældre. Læs mere her


