


Brug Folkeskolens tidligere medarbejder Helle Krogh fortæller om sin søns skolestart i Atlanta, USA
Læs mere

Julie'r øver sang på Betty Nansens store scene
120 8. klasses elever fra Blågård Skole, Sønderbro Skole, Sputnik og Bording Friskole har i 6 uger arbejdet hårdt med at opsætte Shakespeares Romeo og Julie på Betty Nansen Teatret. Projektet handler selvfølgelig om teater, men det handler også om samarbejde, ansvar og at skabe relationer mellem unge på tværs af 3 bydele i København. Og selv om nerverne begynder at træde uden på huden både hos elever, lærere og instruktører anden gang Brug Folkeskolen følger prøverne, ser projektet ud til at lykkes.
(Læs vores
anmeldelse af stykket her)
Da vi møder på Betty Nansen en torsdag morgen kl. 10 vrimler det med elever foran teatret, hvor det store skema over dagens prøver er opstillet. Prøverne varer fra kl 10 til 18, og det kræver sit af eleverne at hænge på, for skemaet ændrer sig hver dag. Der er prøver i sang, rap, dans og skuespil.
Lidt senere befinder jeg mig på et af de røde veloursæder i den fine gamle Betty sal på teatret. Her står 8 Romeo'r på stribe og skal øve en kærlighedssang med rap indslag. Der mangler to drenge, og de kommer fræsende ind på scenen lidt efter. Adam var faldet i søvn i bussen, og kunne altså ikke helt finde rundt på Frederiksberg. Mikrofonerne testes og så går musikken i gang. Drengene synger:
"Smukke pige, smukke pige. Du vil altid, altid være min pige. Jeg rejser bort. Går helt i sort…"

Sanginstruktøren Donna er ikke tilfreds med brugen af mikrofonen. "Den skal helt op til munden. Men den kan altså ikke redde jer - sangen skal serveres med stor tydelighed. Stram op! Hvis I mumler eller ikke synger rigtigt kommer alt det dårlige også med ud".
Der stilles store krav nu, for premieren rykker tættere på. "Kig ud på os her ude i salen. Vi skal mærke jer og så er vi med jer!" Donna vil også have mere smerte med ind i sangen: "I må gerne klynke lidt" , hun demonstrerer hvordan.
Man fornemmer en vis generthed hos drengene. De vil gerne, men det er også lidt grænseoverskridende at stå der sammen med sine kammerater i nogle helt anderledes rammer, og skulle spille en forelsket Romeo, der erklærer sin grænseløse kærlighed til sin elskede Julie.
Der er to instruktører på forestillingen, Madeleine Røn Juul og Mia Lipschitz. Madeleine fortæller, at hun har instrueret unge før, men det er første gang hun prøver kræfter med den her kæmpe forestilling. Og det er en en stor opgave, især fordi eleverne ikke selv har valgt at deltage, og motivationen ikke har været der for alle fra starten. Men hun er ikke i tvivl om, at, alle lærer rigtigt meget af at være med.

Madeleine igang med at instruere
"Jeg er ikke lærer, men teatermenneske, og for mig handler det først og fremmest om teater. De lærer om Shakespeare og hans sprog. Vi arbejder f.eks. med 5 fods jamber og blankvers. Men den store gevinst er den sociale læring. Det er stort at skulle stå på en scene, og vi oplever, hvordan de meget generte unge efter et stykke tid pludselig tør at stille sig op og sige en replik. Og så er det positivt at se, hvordan der udvikles relationer og venskaber på tværs af skolerne. Der er en kæmpe oplevelse i at være med i det samarbejde, der skal til, for at få sådan en forestilling op at stå. "
Madeline understreger, at det handler meget om ansvar og respekt for projektet og hinanden." Der er mange ting, der er svære for den her aldersgruppe; at man skal tie stille og vente ganske ofte, mens ens kammerater er i gang med at øve".
Forestillingens dogme er, at alle 120 elever alle er på scenen under hele forestillingen. Der er derfor mange Romeoer og Julier på én gang, og alle er på samme tid en del af scenografien. Eleverne har selv været med til at skrive nogle af de tekster, der synges og rappes og har også haft indflydelse på stykkets replikker. Og så er den tragiske kærlighedshistorie mellem to unge 14-årige, der ikke må få hinanden, noget som aldersgruppen kan relatere til, fordi det med kærlighed fylder meget i hovedet på dem.
Men kan man virkelig godt forsvare, at 120 elever, kun et år inden de skal til 9. klasses afgangseksamen, skal bruge så mange timer på at spille teater og ikke gå i skole?
Natasha er klasselærer og dansklærer for den ene af 8. klasserne fra Blågård Skole og hendes svar er et stort JA.
" Vi overvejede det selvfølgelig grundigt, før vi søgte om at være med. Men der er faktisk meget, der giver stor mening fagligt. Den her måned skulle vi have arbejdet med mundtlighed. Og det er der rigtigt meget af her. For det første skal eleverne forstå Shakespeares sprog og de skal arbejde med sangene. Der er masser af tekstforståelse i det. Og de skal lære teksterne udenad."
For det andet, fortæller Natasha, svarer det at finde rundt i de komplicerede prøveplaner faktisk til Skimmelæsning i praksis, en færdighed som eleverne også skal eksamineres i til næste sommer. Og det med, at de oplever at tingene rent faktisk kan bruges i praksis er en væsentlig erfaring. Og så peger Natasha på alle de bløde kompetencer, de også får med. Ansvar og disciplin, som Madeline pegede på.
"De oplever jo, at det betyder noget, at de er her. Det hele går jo i stå, hvis de har en solo og ikke er der. De har et direkte ansvar, og de vokser af det".
Natasha synes også, at det er positivt, at de møder andre unge og ser andet end bare Nørrebro, da de snart selv skal ud i nye miljøer.
"På en måde er mange af ungerne jo nogle "hjemmefødninger" uanset hvilken af skolerne de kommer fra, der mest færdes hjemme i deres eget kvarter. De opdager, at København er mange ting."
En anden positiv gevinst ved projektet er, at det også udvikler som lærer:
"Vi lærer selv en del af folkene her på teatret. Det er vildt fedt, når andre voksne spotter nogle talenter hos nogle af eleverne, som jeg ikke har set hos dem. Vi ser noget positivt hos dem, som vi kan bruge efterfølgende. Og så har de formået at få nogle elever med, som slet ikke gad først. Nu bliver de hængende efter deres prøver, og nogle møder sågar tidligere om morgenen end de skal, fordi de synes, det er hyggeligt og sjovt at være sammen med de andre her. En af drengene, som ikke gad først, var ved at glemme sit fodbold her den anden dag, fordi han blev så optaget af at være her. Andre har sagt nej tak til skolepatruljefest, fordi de ville være med til den sene fællesprøve."
Natasha nyder også selv at have ekstra tid sammen med sine elever. Der er pludselig tid til alle de uformelle snakke også om alt mellem himmel og jord, og hun kommer tættere på dem.
Læs hvad Sønderbros lærer Julie siger her
I frokostpausen er der en summen udenfor teatret. Der snakkes, fjolles og grines. 5 af Romeoerne fra Blågård Skole, Ridwan, Nabil, Ibrahim, Elias og Mahmoud, har egentlig flere timers pause nu, men bliver hængende sammen med de andre uden for. Jeg spørger dem, hvad de synes om at være med.

Romeo'erne Ibrahim, Nabil og Ridwan med en kammerat.
Det er sjovt at være med!, siger Mahmoud. Og sjovt at lære nye mennesker at kende, tilføjer Nabil. Og de mener alle, at man får mere selvtillid af at stå på en scene foran så mange mennesker. Ridwan kan godt lide stykket om Romeo og Julie, der viser hvor stærk en følelse kærlighed er. Han synes, at andre netop skal komme og se det, fordi det er unge mennesker, der selv fortolker en kærlighedshistorie.
Julius, der er elevrådsformand på Blågård Skole mener ligesom sin lærer, at det er forsvarligt nok at bruge tiden på teater: " Vi lærer at samarbejde, og vi lærer at kunne sige noget foran en stor forsamling, så det er jo også en træning i fremlæggelse."

Zelma fra Bording, Arash fra Sønderbro og Leyla og Mahmod fra Blågård sidder sammen på en bænk og spiser en sandwich. De vil gerne anbefale alle at være med i sådan en opsætning. De mener også, at de har fået noget ud af det fagligt. Men både Zelma og Arash har lavet teater og spillet musik før, så de understreger, at det helt særlige ved at være med er det sociale.

Zelma, Arash, Leyla og Mahmod.
Zelma:"Det er godt for os at være med, fordi der er ikke mange fra Bording, der kender unge fra andre miljøer. Man tror så mange ting om hinanden og har fordomme. Her finder vi ud af, at vi alle sammen ligner hinanden. Og så bor jeg selv på Nørrebro, og det er rart for mig at lære flere at kende, som bor der, når jeg ikke går i skole der. Det er rart, når man går rundt i sit kvarter."
Mahmod stemmer i, og fortæller, at han sagde hej til to piger fra Bording på gaden forleden, og Leyla oplever, at man kommer meget tæt på hinanden, når man er sammen hver dag på den her måde. Arash udbryder: "Vi får venner for resten af livet!
Zelma: "Man bliver tvunget til at at være sammen, og så lærer man jo hinanden at kende.Man bliver ikke stoppet af sin generthed så, og det er godt"
Men hvad synes de egentlig om historien, som jo ikke er af nyere
dato?
Leyla og zelma synes, det er en god historie, mens Arash synes, at den er røvsyg: "Jeg er ikke rigtig til kærlighed". Og dog, for så kommer det: "De fleste er bange for at sige, hvem de godt kan lide, og på en eller anden måde giver stykket også én selvtillid i ens eget liv. Jeg har aldrig sagt til en pige, at jeg godt kunne lide hende. Det tror jeg, at jeg tør nu."
Zelma og Leyla: "Historien ligner jo de problemer der er i
virkeligheden. Alle har problemer med kærlighed og forældre, der
ikke kan lide den man har fundet. "
Leyla: Måske kan man ikke få den man gerne vil have, f.eks.
pga. af religion
Zelma supplerer: "Eller det kan jo også være fordi den man har fundet har en lavstatus uddannelse, eller noget andet , som ens forældre ikke kan lide".
Jeg spørger dem om de kan se det færdige stykke for sig nu.
Arash:"Ja, så småt. Men hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg at premieren bliver kaotisk!"
Det er de andre enige. Brug Folkeskolens udsendte er nu sikker på, at det nok skal ende godt inden premieren den 8.6. Der følger en anmeldelse.
Det er tredje gang, at Betty Nansen opsætter Romeo og Julie med skoleklasser. Sidste år var det Guldberg Skole, Tagensbo Skole og Bording. Opsætningerne er en del af Betty Nansens projekt C:ntact. Læs mere om det her