• Forside
  • Amager
  • Bispebjerg
  • Nørrebro
  • Bestyrelse
  • Bidragsydere
  • Nyheder
  • >Gang i kontaktforældrene på Sønderbro

Seneste nyt

Følg os på Facebook

Bliv medlem af Brug Folkeskolens gruppe på Facebook

Gang i kontaktforældrene på Sønderbro

Sønderbro i solskin

Hvordan kan man som kontaktforælder bidrage til klassens og skolens trivsel, og hvad er egentlig kontaktforældrenes rolle?

De spørgsmål er kontaktforældre, skolebestyrelse og ledelse i samarbejde gået ind og arbejde med på Sønderbro Skole. I foråret 2011 blev arbejdet søsat og 18-20 engagerede kontaktforældre mødte op for at debattere og give deres input til, hvad kontaktforældrerollen skal indeholde. Det er der kommet materialet principper for kontaktforældre ud af. Materialet findes på Sønderbro Skoles hjemmeside, klik her og se under bjælken kontaktforældre.

Kontaktforældrene er bindeleddet

Kontaktforældrene blev enige om, at en af de måder, de kan bidrage på, er ved at agere bindeled dels i forhold til skolebestyrelsen, dels mellem klassens forældre, og dels i samarbejdet med klassens lærere.

Nogle af de ting kontaktforældrene vil have fokus på er i forhold til relationen mellem forældre og lærere, at styrke den sociale og faglige udvikling i klassen og skabe rum for at forældrenes ressourcer anvendes og inddrages i undervisningen. I forældrerelationen kan de være med til at sikre, at klassens forældre engagerer sig i klassens faglige og sociale trivsel. I forhold til bestyrelsen kan kontaktforældrene være med til at sikre, at erfaringer fra den enkelte klasse bredes ud til resten af skolen.

Pædagogisk leder på Sønderbro Skole Tine Pezo er positiv i forhold til initiativet, fordi hun mener, det er vigtigt at forældrene inddrages i skolens liv:

"Vi vil rigtig gerne bakke op om vores forældres engagement i skolen og samarbejdet mellem lærere og forældre. Jeg tror, det er godt med et formaliseret forum, så man som forælder ved, hvor man går hen, hvis man vil tage aktivt del i skolens liv."

Skolebestyrelsens bagland

Louise Lind er formand for skolebestyrelsen på Sønderbro Skole og én af motorerne bag kontaktforældrearbejdet. Hun har sammen med Tine Pezo arrangeret møderne, og støtter som bestyrelsesformand og forælder på skolen op om initiativet:

"Det er vigtigt, at vi som skolebestyrelse har føling med en større forældregruppe end vores egne børns klasser. Kontaktforældrene fungerer som vores bagland, hvor erfaringer, konstruktive ideer og bekymringer kan drøftes og give skolebestyrelsen mulighed for at udtale os på forældrenes vegne."

Louise Lind og Tine Pezo

Bestyrelsesformand Louise Lind og pædagogisk leder Tine Pezo

Louise Lind pointerer, at det er vigtigt for hende, at kontaktforældrerollen udvikles af kontaktforældrene selv. De nu udarbejdede principper ikke en endelig formular men et redskab, der skal udvikles i dagligdagen som forælder på skolen:

"Vi vil gerne støtte op om at skabe nogle redskaber, som kontaktforældrene kan bruge i deres daglige engagement på skolen, men det er vigtigt, at det bliver et levende værktøj. Præcis hvordan og hvornår kontaktforældrene kommer på banen, er noget der skal afprøves i praksis."