• Forside
  • Amager
  • Bispebjerg
  • Nørrebro
  • Bestyrelse
  • Bidragsydere
  • Nyheder
  • >BFA's høringssvar om ny skolestruktur på Amager

Seneste nyt

Følg os på Facebook

Bliv medlem af Brug Folkeskolens gruppe på Facebook

BFA's høringssvar om ny skolestruktur på Amager

Høringssvar fra Brug Folkeskolen på Amager vedr. strukturtilpasninger på skoler - Amager

"BFA finder det vigtigt, at vælge den model, der fastholder det bedste af det eksisterende på skolerne.Vi anbefaler, at der i den nye struktur fokuseres på, at skabe bedre muligheder for at drive gode skoler. Vi advarer imod at bruge kræfter og ressourcer på at fusionere organisatoriske enheder uden et fagligt formål. Derfor peger vi på model 2 med tre fødeskoler og en udskolingsskole.

En ny skolestruktur på Amager skal sikre, at alle skoler får etnisk og socialt blandede og bæredygtige elevsammensætninger.

På nuværende tidspunkt kæmper en af skolerne med et meget lille distrikt, hvor en stor del af rekrutteringen er fra et område, hvor mange af børnene er tosprogede og/eller har svag hjemmebaggrund. En anden af skolerne har en blandet elevsammensætning, og to af skolerne er præget af overvejende ressourcestærke familier. Det er vigtigt at sikre, at de tre skoler, der skal være fødeskoler, får hvert et disktrikt, hvor der er en overvægt af ressourcestærke familier i rekrutteringsgrundlaget. Dette er muligt og vil i sig selv kunne medvirke til at løse de rekrutteringsproblemer, der opleves på nuværende tidspunkt.

Tryghed og stabilitet

Den model, der vælges skal skabe stabilitet og tryghed i skolevalget på lang sigt, og der må være gennemsigtighed i hvilken skole, man hører til. Det er afgørende for forældres tilvalg af folkeskolen, at der er ikke løbende ændres i skoledistrikter, og at eleverne kun skifter matrikel en gang i deres skoletid.

Skoledistrikterne må laves, så de er stabile, og man har vished om, hvilken skole barnet tilhører, når man bosætter sig i et bestemt område. Det styrker både børn og forældres netværk og vil fremme forældres tilvalg af den lokale folkeskole.

I distriktsinddelingen må der tages stort hensyn til, at alle elever tilhører en skole, der ligger tættest muligt deres bopæl, og hvor til der er en trafikalt forsvarlig skolevej.Det er endvidere vigtigt at de nye skoledisktrikter meldes ud, så snart det er muligt, så perioden med usikkerhed bliver så kort som muligt.

Udvikling af udskolingen

BFA ser store muligheder i en fælles udskoling.  Erfaringer fra andre bydele har vist, at det er afgørende, at skolesammenlægninger sker under ordentlige økonomiske vilkår, således at man undgår et dyk i den faglige og pædagogiske kvalitet og en deraf afledt elevflugt. Skolen bør derfor have status som dynamoskole, hvor fokus ligger på at udvikle nye organisationsformer, læringsrum og undervisningsformer, så alle elever tilgodeses. Dette vil gøre den attraktiv og være medvirkende til at fastholde flere elever i folkeskolen gennem hele skoletiden.

Vi forestiller os endvidere, at det med et alsidigt udskolingstilbud vil være muligt at opfange og motivere skoletrætte elever, således at en øget andel af ungdomsårgangene gennemfører en ungdomsuddannelse. Det er af allerstørste vigtighed, at  forvaltningen formilder til forældrene, hvilken kvalitet de kan forvente sig på udskolingsskolen."

(Høringssvaret er udarbejdet af BFAs bestyrelse inklusiv suppleant Laila Fischer, der selv er forælder på én af de berørte skoler. Sekretariatet og projektledelsen har bidraget med erfaringer fra skolesammenlægninger i andre bydele i København. Tina Møllmann Jensen deltog i en Mini-konference om skolesammenlægninger afholdt af foreningen Skole og Forældre på Peder Lykke Skolen primo januar 2011, der også gav inspiration til udarbejdelse af høringssvaret).